Psykoterapeut i Nordjylland

Jeg er uddannet psykoterapeut MPF. Ved siden af min egen praksis underviser jeg på et af Danmarks største institutter for psykoterapi, hvor jeg også superviserer kommende terapeuter. Det betyder noget konkret for dig: jeg ved, hvad der virker i terapirummet, og mine metoder bliver holdt skarpe i den daglige faglige dialog med kollegaer.

Min praksis ligger i Nordjylland, hvor jeg primært arbejder med angst, depression og stress. Tit er det noget, der udspringer af andet: relationer der knaser, lavt selvværd, bekymringer der fylder, gamle traumer. Også de traumer, du måske ikke engang selv kalder traumer. De oplevelser, der sidder fast i kroppen og viser sig som søvnløshed, vredesudbrud eller følelsen af aldrig at slå til.

Jeg arbejder blandt andet med IFS, NLP, kognitiv terapi og ACT, og jeg tilpasser metoderne efter, hvad der giver mening for dig. Nogle gange skal vi tale med de forskellige dele af dig, der trækker i hver sin retning. Andre gange handler det om at få hul på de tanker, der bare kører i ring, eller om at lære at bære det svære uden at kæmpe imod hele tiden.

Psykoterapeut Michael Christensen
Psykoterapeut Michael Christensen

Erfaring fra undervisning, supervision og praksis

En baggrund i ledelse

Jeg kommer fra en baggrund som leder i folkeskolen og har arbejdet med mennesker i over tyve år. Det var undervejs i ledelsesarbejdet, at interessen for mennesket for alvor tog fat. Jeg blev mere optaget af, hvad der foregik inde i folk, end af hvad der stod i skemaerne, og det fik mig til at skifte spor. Overvejende mod trivslen hos de ældste elever og deres forældre, sideløbende med egen praksis og som underviser for kommende terapeuter. Jeg arbejder stadig i dag med trivsel og skolevægring i folkeskolen.

Det betyder, at jeg har været tæt på mennesker hele vejen, og at jeg har søgt fordybelsen gennem uddannelsen til terapeut og sidenhen som underviser. Den ballast tager du med ind i rummet. For når man starter i terapi, er det sjældent ét enkelt sted, der presser. Det er som regel flere på én gang. Konflikten derhjemme følger med på arbejdet. Stressen på jobbet gør dig utålmodig med børnene. Det hænger sammen på kryds og tværs, og jeg ved, hvordan, fordi jeg har siddet i de rum, hvor kravene støder sammen.

En værdifuld erfaring

Min tilgang til terapi

Terapi hos mig handler om at forstå, hvorfor du reagerer, som du gør, og derfra bygge nye muligheder op. Dine reaktioner er der af en grund. De har passet på dig engang. De tjener bare måske ikke længere det liv, du faktisk vil leve.

Vi arbejder med det, der trykker lige nu. Panikangsten, konflikten med partneren, den ensomhed der lammer. Men også med det, der ligger under. Hvad er det egentlig, der holder mønstret kørende, når man nu godt kan se, det ikke virker?

Jeg lover ikke hurtige løsninger. Dem er der rigeligt af andre steder, og de fleste af os har efterhånden prøvet nok af dem til at vide bedre. Jeg lover, at du bliver mødt, uden at skulle forklare dig væk, og at vi finder ud af det i det tempo, der giver mening.

Min tilgang er at være til stede, lytte ordentligt og sige tingene ligeud, når det er det, der skal til. Det, forskningen konsekvent peger på som det, der virker på tværs af alle metoder, er ikke en bestemt teknik. Det er tilliden mellem terapeut og klient. Så jeg bruger tid på at lære dig at kende. Ikke som en sag, der skal løses, men som det menneske, du er.

Overvejer du terapi, fordi noget i dit liv ikke fungerer, eller bare fordi du er træt af at have det, som du har det, så skriv til mig. Vi starter med en gratis forsamtale, og så finder vi ud af, om det giver mening at arbejde sammen.

Psykoterapeut Michael Christensen
Psykoterapeut Michael Christensen

Hvad kan du forvente?

Kvalitetssikring gennem Dansk psykoterapeut-forening

Jeg er medlem af Dansk Psykoterapeutforening . Det er branchens kvalitetsstempel, og det skal det være.

For at blive optaget kræves en relevant lang eller mellemlang videregående uddannelse samt fire års psykoterapiuddannelse fra et anerkendt institut. Fire år hvor du selv sidder i stolen, bliver superviseret, får kigget i dine blinde vinkler.

MPF sikrer at medlemmerne har en solid faglig ballast. Det giver ingen garantier – det kan ingen – men det betyder at nogen har tjekket fundamentet under den praksis du evt. vælger at gå i gang med.

Dansk psykoterapeutforening logo
Dansk psykoterapeutforening logo
Addresse

Selsøparken 24
9400 Nørresundby

Kontakt

Telefon: 93520440
E-mail: kontakt@nordjyskpsykoterapi.dk

Dansk psykoterapeutforening logo
Dansk psykoterapeutforening logo